Engang var kirkebænkene tomme. Nu er det et politisk tilløbsstykke som hofbal og afslutningsdebatter. Men vælgermæssigt gør det ingen forskel

Brian Arly Jacobsen har i mange år deltaget i gudstjenesten ved Folketingets åbning i Christiansborg Slotskirke. Men de seneste år er der sket et markant skifte. »Da jeg startede med at gå til Folketingets åbningsgudstjeneste i starten af 00erne, var der altid ledige pladser. Det var fuldstændig uproblematisk at komme ind. Nu er der lang kø ude foran, og man kan ikke være sikker på at komme ind, medmindre man har stået i kø i mindst halvanden time,« siger Brian Arly Jacobsen, der er lektor ved Københavns Universitet med primært forskningsområde i forholdet mellem politik og religion. Og det er både i konkret og overført betydning, at der politisk er kø ved den danske folkekirke. Statsminister Mette Frederiksen (S) har ved flere lejligheder fortalt, hvordan hun er »hardcore tilhænger« af den danske folkekirke og gennem tiden er kommet der ofte. På begge sider af Folketingets politiske skel er flere – særligt yngre – politikere nærmest »sprunget ud« som kristne og faste kirkegængere. Alene de seneste år har den forhenværende SF-gruppeformand Jacob Mark, S-profilen Frederik Vad og LA-leder Alex Vanopslagh givet store interview om deres kristne tro. Frederik Vad har til Kristeligt Dagblad fortalt, hvordan han er begyndt at gå mere fast i kirke, og Vanopslagh har fortalt om sine søndagsture til Skt. Pauls Kirke i indre København. Din chef, din nabo, din læge og en politiker For vælgerne derimod spiller en folkevalgts forhold til kirkegang ikke den store rolle. Berlingske har i en måling udarbejdet af analyseinstituttet Verian bedt et repræsentativt udsnit af danskerne vurdere, hvordan de ser på kristne mennesker. Blandt andet om de ville finde en person mere sympatisk eller usympatisk, hvis følgende personer betroede dem, at de regelmæssigt går i kirke: Din chef Din læge En politibetjent En politiker Din nabo Svarene falder nogenlunde ens. Omkring 20 procent svarer, at de ville finde samtlige personer mere eller i overvejende grad mere sympatiske, hvis de betroede dem deres kirkegang. Omend danskerne faktisk ser ud til at finde en politiker, der siger, at de regelmæssigt går i kirke, mere usympatisk, end hvis deres nabo sagde det samme. Så hvis en politiker håbede på at vække sympati ved sin ceremonielle deltagelse, så betyder det for vælgerne umiddelbart ikke det store – og dog, påpeger valgforsker Rune Stubager fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han har forsket i valg og holdningsdannelse i årtier, og når han læser undersøgelsen, så hæfter han sig alligevel ved én ting: »For langt, langt de fleste betyder det ingenting. Men for en del af befolkningen trækker det alligevel mere op end ned,« siger han. Generelt er folkevalgtes forhold til kristendommen dog ikke den faktor, der afgør, om en person bliver valgt eller ej, forklarer forskeren. »Der er ikke umiddelbart lavet studier af netop det, men vi kan jo i hvert fald se, at det eneste parti, der traditionelt har haft noget med kristendom i sit partinavn, Kristendemokraterne, ikke klarer sig særlig godt. Så på den indikator betyder det i hvert fald ikke nok til, at folk vil stemme et parti ind.« Til gengæld kan troen være med til at give en politiker en skarpere profil, der kan passe til deres vælgerbase, siger Stubager: »Afdøde Søren Pape Poulsen (K) var som partiformand meget åben om sin tro. Og det var jo et rigtig godt match til netop det konservative segment.« Så når politikere som Alex Vanopslagh, Frederik Vad og forhenværende SF-gruppeformand Jacob Mark melder ud om deres forhold til kristendom og kirkegang, så mener forskeren, at de i hvert fald har haft én ting for øje: »Politikere meddeler jo typisk kun offentligheden det, som de i hvert fald ikke regner med vil skade dem,« siger Rune Stubager og uddyber: »Det passer for eksempel ind i LAs værdilinje, som Vanopslagh har stået i spidsen for. Det er jo nærmest en luthersk kristendom med individets eget ansvar over for Gud. Frederik Vad er en værdikæmper, der står skarpt i udlændingedebatten, og at kunne lægge en kristen tro oveni giver en anden bund. For eksempel i diskussioner om den tredje erkendelse. For Jacob Mark, der er det måske mindre strategisk.« En overraskende gæst Da Folketinget i oktober 2024 holdt åbning, var oplevelsen for Brian Arly Jacobsen ikke anderledes end tidligere. Kirken var stuvende fuld. Alligevel var der særligt én gæst på kirkebænkene, der fangede hans øje. Et folketingsmedlem fra Enhedslisten var kommet i kirke. For godt ti år siden lød det ellers fra daværende frontfigur, Pernille Skipper, at det var ganske utænkeligt. Holdningen her er nemlig, at stat og kirke skal adskilles. »Så det hænger ikke rigtig sammen at gå til gudstjeneste før åbning af Folketinget. Det er selvfølgelig frivilligt, hvad medlemmerne vælger at gøre, men jeg har aldrig hørt, at Enhedslisten har deltaget,« sagde Pernille Skipper til tv2.dk i 2012. https://www.berlingske.dk/politik/engang-var-kirkebaenkene-tomme-nu-er-det-et-politisk-tilloebsstykke-som